www.michael-mondrup.dk © 2007                    

 

Min første All Grain - Pilsner - Brygdag 3.3.2007:

Denne bryg er blevet indkøbt hos Beerkits.dk, men denne gang som "ren korn - All Grain". Det betyder at der ikke anvendes maltekstrakt i pulverform.

2 ting er anderledes ved "All Grain", end ved "partial mash - ekstrakt bryg".

For det første skal der anvendes en pokkers masse malt i valset form. Til denne bryg er der brugt 5.5 kg og det fylder altså pænt meget i forhold til pulver ekstrakt.

For det andet skal brygget igennem en såkaldt mæske process, hvor sukker stofferne trækkes ud af malten - Det koster lidt mere tid end bare at dumpe pulver ekstrakten i. Til gengæld kan brygget og smagen styres helt ned til det enkelte lille bitte korn.

Til min første pilsner bestilte jeg:

4 kg. pilsner malt (3,3 ebc)  

1 kilo Pale malt (5,5 ebc)

500 gram Cara Hell malt (25 ebc)

Fik det hele valset for 15 kroner. 

Saaz Humle 100 gram (3.6% alpha) 

Target humle 25 gram (12% alpha)

Gæren er denne gang en undergær - 2 x Saflager S-23. En undergæret bryg, gærer ved ca. 10-15 grader altså noget lavere end en overgæret bryg som hygger sig ved stuetemperatur.

Sidste ingrediens er 20 gram Irish Moss.

Skal dette regnes om til kroner og øre giver det ca. 100 kroner + porto hos BeerKits.dk 

Det er meget billigere end de foregående ekstrakt bryg og All Grain giver som nævnt også flere muligheder for at eksperimentere, nå men:

"Sæt igang":

 

 

    

 

Mæskning:

20 liter vand varmes op til 70 grader og de 5.5 kilo malt tilsættes under omrøring.

Temperaturen dykker (pga. den store mængde "kolde" malt) til ca. 65 grader og skal holdes her i 80 minutter.

Under hele mæskeprocessen circuleres væsken ved at tappe ca. en liter fra taphanen i bunden af gryden. Dette aftap hældes tilbage i toppen, over malten. Det er sgu lidt røvkedeligt arbejde i 80 min, men er en god anledning til at udrydde nogle købeøl, så man kan få frigjort flaskerne til den senere flaskning af håndbrygget øl. :)

Sparging:

Efter de 80 min. skal malten sies fra og det sidste gode sukker skal trækkes ud. Ved ekstrakt brygningen kunne dette klares med en almindelig køkkensigte, men her er det altså 5.5 kilo smaskvådt korn, der skal drænes - Det er sgu´ tungt.

Storm P kom forbi og denne løfteanordning blev opfundet. Den var meget usikker på benene og fik kun lov til at blive benyttet, da indenrigsministeren ikke var hjemme - hun ville med det samme ha´ krævet muligheden for vådt korn overalt på gulvet fjernet.

 

6 liter 78 grader varmt vand, blev hældt over malten for at trække det sidste sukker ud.

Temperaturen skrues i vejret.

Når væsken koger, tilsættes den første portion humle - 25 gram Target humle i pose, som skal koge med i alle 60 minutter, som hele kogningen vare. 35 gram Saaz bliver tilsat efter en halv times kogning. De næste 35 gram Saaz humle tilsættes efter 45 min. sammen med de 20 gram Irish Moss. Efter en times kogning slukkes for varmen og de sidste 30 gram Saaz humle tilsættes for at afgive lidt aroma.

 

 

Gæringsspanden sterilliseres:

          

 

Min fine ny Chiller køres i stilling inden den koger med de sidste 15 min. for at fjerne uønskede baciller.

 

Ca. 10-15 minutter, så var vi nede omkring de magiske 24 grader og urten kan flyttes til gæringsspanden.

Igen har jeg brugt humleposer under kogningen så jeg behøver ikke at si urten ærlig meget før transporten.

OG måles til 1048 efter at der er suppleret op med koldt vand fra hanen til 23 liter færdig urt.

Gæren har stået i 10 minutter og gjort sig klar til kamp i en steriliseret kop, blandet i afkølet kogt vand (ca. 40 grader).

Gæren tilsættes og der røres rundt i urten for sidste gang.

Det steriliserede låg og gærlås monteres og et køligt soveværelseskab tages i brug de næste par uger.

Da dette er en undergæret bryg, skal gæringstemperaturen helst ligge på 10-15 grader. Denne temperatur er der helt tilfældigt inde i mit soveværelse skab i starten af marts måned - herligt.

Jeg forventer også at den primære gæring vil tage lidt længere tid, end de 8 dage som en overgæret ved stuetemperatur vare.

Torsdag d. 8.3.2007:

En lille måleprøve udtages. Farven sidder lige i skabet. Åh, brygget er jo også undergæret i et koldt skab :) Her kan man tydeligt se hvad temperaturen betyder for gæringshastigheden. FG er kun trykket ned på 1040 (den startede på 1048 for 5 døgn siden), så der er lang vej endnu.

Smag OK, bitter ifølge planen.

 

Torsdag d.15.3.2007:

 

Gæring fortsat lystig igang. FG er nu sneget sig ned på 1024, så nu passere vi en Tuborg Light i styrke.

 

Lørdag d. 24.3.2007:

FG måles til 1014-13, så vi er snart ved at være der. Rigtig flot og meget klar gylden farve.

 

25.3.2007 - Omstukket til 2 gæringsspand. Stadig i det kølige skab.

Lørdag d 31.3.2007:

Så blev pilsneren flasket.

45 stk. 33 cl. flasker og en 5 liters minikeg.

FG endte på 1012 så det giver 1048-1012=36 / 7.5 = 4.8 % alkohol.

Konklusion:

Her var sørme en fuser! Nej det er ikke en stavefejl - Der skulle ikke stå fustage.

Der er sket et eller andet grimt omkring tidspunktet for flaskningen, for nu 7. maj 2007, ser øllet rigtig flot og klart ud i glasset, men der er en meget grim bitter eftersmag, der tyder på en fejlgæring.

Da denne bryg blev flasket smagte den OK, så det må være i forbindelse med tilsætningen af sukkeret til  den endelige flaskegæring, at et eller andet er sket.  

Den får lige nogle ekstra uger på lager inden den ryger i kloaken.!

03 - Dumpet

Stay Tuned....

 

Se også:

Mine bryg

Mit udstyr

Links til andre gode brygsider